
Folk der står for at skulle købe nyt kamera, spørger mig ofte
om, hvilket mærke de skal købe, eller hvilket kameramærke der er
bedst. Det er naturligvis ikke et nemt spørgsmål at besvare. For
det afhænger helt af, hvad man skal bruge kameraet til og hvordan
man vil bruge det. Man vil ikke købe en Ferrari sportsvogn, hvis
man skal bruge den til at køre byggematerialer til en byggeplads,
og man ville ikke købe en lastvogn, hvis man skal bruge den til at
køre sine børn i skole hver morgen.
Først og fremmest gælder grundreglen, at det bedste kamera, er
det du har ved hånden. Det giver ikke mening at købe et stort
spejlreflekskamera, hvis du ikke gider tage det med, fordi det er
for tungt. Dermed har man også svaret på, hvilken type kamera man
skal købe, nemlig det der passer til opgaven. Hvad mærket angår, er
det lidt sværere - men ikke umuligt, så læs blot videre.
Fotoentusiaster bliver ofte næsten religiøse, når de taler om
hvilket kameramærke, der er det bedste. Hvis en bruger i et online
forum spørger, hvilket kamera han eller hun skal købe, vil man
opleve at fotoentusiasterne hurtigt melder sig på banen med
anbefalinger om, at købe det ene eller det andet mærke. Canon og
Nikon brugerne hører til blandt de "værste", og vil med glødende
entusiasme kæmpe for at vinde en diskussion om, hvorfor Canon er
bedre end Nikon eller omvendt. Måske skyldes det at ønske om at
bekræfte sig selv i det valg de har foretaget, måske blot fordi de
er glade for det grej de har købt.
Sådan er det ikke for den professionelle fotograf. For ham eller
hende er valget af et kamera ikke en kærlighedsaffære, men et valg
af arbejdsredskab. Som fotograf vælger man det kameramærke der
passer bedst til en selv og den måde man arbejder på. Det handler
ikke om megapixels eller funktioner, men om den måde funktionerne
vælges og justeres. Ligger kameraet godt i hånden? Er de funktioner
man bruger mest nemt tilgængelige? Hvordan er servicemulighederne?
Hvad når man er i udlandet på et job? Dette er blot nogle af de
spørgsmål der er afgørende for enhver, der tjener penge ved at
fotografere.
Det ene år er Nikon foran Canon med et mulehår, det næste er det
omvendt. Begge firmaer producerer fremragende kameraer og
objektiver. Derfor skal man ikke spørge, hvilket kameramærke der er
bedst. Man skal i stedet spørge hvorfor folk valgte det ene
kameramærke frem for det andet.

Jeg bruger selv Nikon, ikke fordi det er bedre end alle andre
mærker, men fordi Nikon passer til mig og min måde at arbejde på.
Når jeg her i min blog beskriver konkrete kamerafunktioner, vil jeg
derfor ofte forklare hvordan det gøres på et Nikon-kamera. Selv om
Canons og Nikons måde at gøre tingene på, afviger en del, burde det
ikke være et problem for en, der er bekendt med sit Canon kamera,
at "oversætte" det jeg skriver om Nikon til "Canon'sk".
Nikon forekommer mig at være "fotografens kamera" fordi alting
er tilrettelagt logisk og med hensyntagen til den måde fotografer
arbejder. Hvis en ny funktion introduceres "smækker" Nikon ikke
bare en knap på kameraet til funktionen, de spørger fotografer hvor
denne "funktion" bedst placeres på kameraet, det bliver afprøvet -
og hvis det virker, er det sådan man gør. Det forekommer mig
således, at Canon ofte gør tingene lidt mere besværligt for
fotografen. Nogle gange skal man langt ind i en ikke altid logisk
menustruktur for at finde en bestemt funktion, det kræver mange
tryk på tasterne - hvor hos Nikon, forekommer det jeg bruger
oftest, at ligge mere "ved fingerspidserne".
Naturligvis er denne opfattelse ikke objektiv - for nu har jeg
jo vænnet mig til Nikons måde at gøre tingene på, og man kan
sikkert også vende sig til Canons måde at gøre tingene - men for
mig var det en af årsagerne til jeg endte med at vælge Nikon.
Det er klart, man med et valg af kamera, over årene knytter sig
til dette mærke. Dels fordi man bliver vandt med den måde kameraet
betjenes, men også fordi man efterhånden for investeret i en større
mængde tilbehør, der passer til det kameramærke man nu engang har
valgt. Så på den måde er det måske lidt som et ægteskab - det er
bare ikke kærligheden men fornuften der er fundamentet for den
professionelle fotograf.
Når du læser min blog vil der blive nævnt en masse forskelligt
udstyr og grej. Lad mig starte med at sige: Man kan sagtens tage
gode billeder uden at investere i dyrt grej. For den professionelle
fotograf er der dog en meget afgørende faktor der hedder tid.
Fotografen kan naturligvis vente på at dagslyset bliver perfekt til
lige præcist det portræt man skal tage for en kunde, men kunden har
ikke nødvendigvis tid til at vente, og heller ikke lyst til at
betale fotografen for at vente. Derfor medbringer de fleste
fotografer selv lyset, når de er ude på en opgave.
I min blog kommer jeg med mange anbefalinger om udstyr. Det er
vigtigt for mig at understrege, jeg på ingen måde bliver betalt for
at endossere et bestemt produkt, fabrikat eller mærke. Jeg giver
dig råd som den ene fotograf til den anden, og jeg forsøger altid
at foreslå et billigt (eller i mange tilfælde næsten gratis)
alternativ til det dyre professionelle grej. Det er klart at du,
hvis du vil gå skridtet videre, og afprøve nogle af de mere
avancerede teknikker der nævnes i denne blog, vil være fristet til
at købe noget udstyr, der vil gøre det muligt, nemmere eller mindre
slidsomt. Jeg vil dog anbefale dig først at bruge det billige
(eller næsten gratis) alternativ, til du konstaterer, du reelt
kommer til at bruge det grej jeg anbefaler.
Øverste billede: Camilo Hernández V.
Nederste billede: ePHOTOzine
