Som sagt bruger man sjældent
film i vore dage. Nu bruger man en lysfølsom sensor til at
registrere det lys, der kommer ind gennem objektivet. Når et
digitalt kamera bruges til at fotografere, passerer lyset gennem
objektivet og ind til kameraets sensor, der registrerer mængden af
lys såvel som den farve lyset har. Fordelen er, at man ikke længere
skal fremkalde filmen og forstørre og kopiere papirbilleder, men at
man fra kameraets hukommelseskort (der svarer til de analoge dages
film) kan kopiere billederne direkte over på en computer, og herfra
kan sende billederne til et firma der udskriver dem på papir (eller
man kan udskrive sine billeder på sin egen printer derhjemme).
Der findes mange forskellige slags fotografiske sensorer, de
fungerer dog alle grundlæggende på samme måde. Den store forskel
mellem fotografiske sensorer ligger i størrelsen samt i hvor mange
pixels (lysfølsomme punkter) sensoren har. Det er en udbredt
misforståelse at jo flere pixels en sensor har, desto bedre er den.
Selv om der er forskel på en sensor med 1,2 megapixels (millioner
pixels) og en sensor på 6 megapixels, er forskellen på en 6
megapixel sensor og en 12 megapixel sensor ikke nær så afgørende
som man skulle tro. Hvad der er langt mere afgørende er, hvor tæt
de enkelte pixels er placeret på sensoren, størrelsen på den
"brønd" der samler fotoner (lys består af små partikler kaldet
fotoner)og sidst men ikke mindst kvaliteten af det glas (objektiv)
der fokuserer lyset ned på sensoren.
[Hop til
indholdsfortegnelsen...]