Et
fotografiapparat består af to hovedkomponenter: kamerahus og
objektiv. For mange af de billigere kameraers vedkommende er disse
to dele bygget sammen til en enkelt enhed, men for de lidt dyrere
kameraer er disse to dele adskilt og man kan skifte objektivet ud
med et andet.
Mange kalder objektivet for en "linse" men det er ikke korrekt.
En linse er kun et enkelt element blandt mange linser, der indgår
som en del af objektivet. Objektivet er således en samling af
linser, såvel som mekanismer til at fokusere (stille skarpt), og at
lukke mere eller mindre lys ind gennem objektivet
(se: blænden).
De professionelle digitale spejlreflekskameraer (DSLR) adskiller
sig fra konsumudgaverne derved at de er bygget til at blive brugt
mere, at der er brugt mere holdbare materialer, at de ofte kan tage
flere billeder hurtigere efter hinanden - men det er en generel
misforståelse at man tager bedre billeder, blot fordi man har et
professionelt kamera.
De mindre kompaktkameraer (lommekameraer) findes i så mange
forskellige variationer, at de næsten ikke kan tælles.
Grundlæggende gælder det dog at antallet af pixels (Megapixels)
IKKE er et udtryk for, hvor godt kameraet er. Det handler mere om
størrelsen på sensoren, samt det glas der sidder foran sensoren
(objektivet).
Hvilket kamera er så det bedste? Det er enkelt at svare på - men
svaret vil måske komme som en overraskelse: Det bedste kamera, er
det du har ved hånden! Hvad nytter det, hvis man har Nikons
topmodel indenfor professionelle DSLR-kameraer, med det dyreste
glas (glas er fotografers kælenavn for objektivet), hvis du ikke
har det med dig? Det er sikkert og vidst at de fleste
mobiltelefoner sjældent har ret gode kameraer indbygget, men hvis
det er det eneste du har ved hånden - så er det også det bedste
kamera.
[Hop til indholdsfortegnelsen...]